Restaurant Europa
Scenen er sat på en hæderkronet restaurant mellem krystalkarafler, stivede damaskduge og et farverigt klientel af forretningsfolk og dekadente bohemer. Lige så broget er etablissementets personale med en alkoholiseret kok, bramfri barchef, halvdøv hus-pianist samt ikke mindst vores hovedperson: den aldrende tjener, der med pedantisk akkuratesse holder de stolte traditioner i hævd.
Men så en dag gør nye kunder deres entré og vender op og ned på den etablerede orden. Bestiller sære svampe, drikker espresso af tekopper og får stamgæsterne til at kaste udsøgt salami på de kostbare Jugend-spejle. Kort sagt: Kursen mod katastrofen er sat!
”Restaurant Europa” er en hudflettende satire over et kontinent med værdier i skred. Et signalement af en kultur, der bryster sig af fordums storhed, men reelt er ved at krakelere bag en sminket facade. Alt sammen balstyrisk bragt til live af den vildfarne tjener, der desperat kæmper mod den tiltagende opløsning og drømmer om sjældne kålsorter og de go’e gamle dage …
”Restaurant Europa” er en dramatisering af ”The Hills” (2017); en roman af den fremtrædende norske forfatter Matias Faldbakken, som i 2020 blev indstillet til Nordisk Råds litteraturpris.
⭐⭐⭐⭐⭐
“Formår elegant at forvandle dette samtidsdrama over en verden i forfald til vanvittigt morsomt kammerspil.”
– Sceneblog.dk
⭐⭐⭐⭐⭐
“Stykket er stolt, velspillet og underholdende hele vejen igennem. “
Scenekanten.com
⭐⭐⭐⭐⭐
“Perfekt underspillet farceløb mod undergang og forfald; foruroligende og fabelagtigt fabulerende.”
Iscene.dk
” Fængslende monolog spillet imponerende præcist og ubehageligt med subtile nuancer.”
Information
“Det er ikke bare troværdigt. Det er dragende, sanseligt og opløftende imponerende.”
Weekendavisen
Medvirkende: Jacque Lauritsen
Dramatiker: Jacque Lauritsen
Instruktør: Andreas Dawe
Scenograf: Julie Forchhammer
Lysdesigner: Sonja Lea
Tekniker og lyddesigner: Brian Larsen