Så er der afgang!
Det er vigtigt at have drømme. Også selv om andre siger, at det da er helt vanvittigt at gå rundt og tro, at man sådan kan få sine drømme til at gå i opfyldelse.
Anders bor alene. Hver dag gør han det, han plejer at gøre henne på kontoret. Men når han kommer hjem, øver han sig i at være stationsforstander. Anders er en ægte tognørd. Han kan alle togtider udenad og kan fløjte til afgang, så alle kan høre det. Hans største drøm er at blive stationsforstander i Salzkammergut, hvor verdens smukkeste jernbane ligger. Han er allerede inviteret dertil for at få jobbet, men noget bliver ved med at stoppe ham i at rejse, alt det ukendte gør ham nervøs, og han kan aldrig finde sit pas.
En dag får Anders en ny nabo, Irma, og hun er virkelig god til at hjælpe, selv om han slet ikke har bedt om hjælp og helst vil passe sig selv. Men nogle gange har man brug for en danseglad og handlekraftig nabo, for at drømme kan blive til virkelighed.
Så er der afgang er en hjertelig og humoristisk fortælling om at finde sit mod, tro på sig selv og springe ud i livet, også selv om man ikke kender alle rejsens detaljer på forhånd.
Medvirkende Daniel Bevensee, Lisbeth Knopper
Instruktør Kurt Bremerstent
Dramatiker Sven Ørnø
Scenografkonsulent Lea Burrows, Sus Haugland
Komponist Jacob Venndt