Besked fra AULA
Dit barn starter i 0. klasse – med madpakke, rygsæk og et forventningsfuldt smil. Og her starter det så: En kakofoni af notifikationer, forpligtelser og altopslugende aftaler, som fylder dit liv. Glemte idrætstasker, pakkelister, fnat, fastelavnsudklædninger, sukkerpolitik, klassepolitik, mobilpolitik. I uge 23 skal vi… i uge 47 skal du huske… i uge 35 kaster jeg sgu’ op!
Forældreskabet bringer mange smukke ting med sig: grænseløs kærlighed, evig hengivenhed og idylliske stunder. Denne forestilling handler IKKE om det.
BESKED FRA AULA er en sjov, musikalsk, til tider alvorlig og rørende fortælling. I en tid, hvor forældre, undervisere og skolen alle vil børnene det bedste – hvorfor virker det hele SÅ udmattende?
Forestillingen er skabt frit efter Louise Leegaards populære Instagram-profil @beskedfraaula, hvor mere end 200.000 personer følger dagligdagslivet på den notoriske platform.
Medvirkende Stina Mølgaard, Karen Nielsen, Anders Kristian Aamodt, Kenneth Thordal
Dramatiker Caroline Cecilie Malling Jørgensen
Dramatisk bearbejdning Mette Ovesen
Instruktør Mette Ovesen
Musiker/komponist Kenneth Thordal
Scenograf/Kostumedesigner Allan Frausing
Lysdesigner Mikkel Magnus Olsen