MÅ JEG VÆRE MED? er en teaterpædagogiske workshop som blander elementer fra den klassiske historiefortælling, dukketeater og teaterpædagogik. Børnene inviteres ind i fortællingens univers hvor en nyskreven historie om venskab udspiller sig i en enkel scenografi med dukker med lege. Med lege, øvelser og fortælling får klassen en workshop hvor fællesskab er i fokus.
Adam og Rosa bor på samme vej og er bedste venner. De gør alting sammen – bare de to. Men så flytter Pelle ind på vejen og spørger om han må være med. Josef siger ja. Jo flere jo bedre. Men Rosa får ondt i maven. For det plejer jo bare at være de to. Kan man egentligt godt have flere venner? Og hvad sker der når man skal dele sin bedste ven med en anden?
Ledet af teaterpædagogen springer børnene mellem at indleve sig i fortællingen og deltage i teaterpædagogiske lege og øvelser hvor de sanseligt og kropsligt undersøger fortællingens tematikker. Med fortælling og teaterøvelser åbner vi børnenes fantasi, krop og sanser for nye lege og verdener.
Formål
Igennem 1,5 time får klassen og deres lærer en fælles oplevelse. I teaterpædagogikken bruger børn sig selv som instrument – de udtrykker sig med krop og stemme og bruger deres fantasi. Vi skaber en arena hvor børnene kan finde på og prøve af i fantasiens og legens univers. Det er noget vi leger og det er noget vi gør sammen. Denne tilgang giver både klassens elever og lærer mulighed for at få øje på sig selv og de andre på nye måder. Den erfarne teaterpædagog introducerer en masse fælles lege hvor alle kan være med. Efter workshoppen kan legene leve videre i klassen og på legepladsen som et fælles legekatalog, ligesom læreren får et katalog med øvelser og lege. På den måde giver oplevelsen mulighed for videre dialog og leg lærere og elever imellem. Workshoppen ”MÅ JEG VÆRE MED?” sigter på at fremme klassefællesskab, trivsel og inklusion gennem teaterpædagogikkens brug af nærvær, fantasi og en herlig historie i et scenografisk univers.
Sted
Forløbet afvikles ude på skolen for én klasse ad gangen i et egnet lokale – fx en gymnastiksal eller et andet stort lokale. Læreren samler eleverne i klassen og de følges hen til det sted hvor workshoppen afholdes. Her bydes klassen velkommen af teaterpædagogen Sofie, som inviterer indenfor. Rummet er indrettet til i den ene side at indeholde en scenografi som børnene kan sidde rundt om og i den anden ende plads til at lave teaterpædagogiske lege og øvelser.
Der er udarbejdet et skriftligt materiale til forløbet med en lang række øvelser. Det kan ses herunder – eller downloades her.
Forløbet ledes af teaterpædagog Sofie Stampe.
Booking
Er du interesseret i at høre mere om forløbet, eller måske booke det til din egen klasse/skole?
Kontakt: Sofie Stampe, Randers Teater – sofie@rt.dk.