Forestillingen om MOR
Perfekte Instagram-mødre, selvhjælpsbøger og ”Min William går kun i Hummel”. ARGH! Børn er en gave, men indimellem er moderrollen svær at deale med, og så holder vi kæft – for tænk, hvis nogen hørte os. Tænk, hvis nogen så os bag facaden begravet i vasketøj og forventninger.
Tre mødre træder frem og undersøger moderskabets dybder og dilemmaer i en vildtvoksende og frisættende teaterforestilling. Sammen med publikum åbner de døren til et blomstrende confession room, som blotter det altopslugende, det smukke og det vanvittige ved at være mor.
FORESTILLINGEN OM MOR er en kaotisk kamikaze-montage om moderskabet, der opløser det perfekte mor-billede med modermælksrene bekendelser.
Tag med på en ventilerende rejse gennem moderskabets kapitler og forbandede idealer. Fra drømmen om at blive mor opstår til tomheden, når børnene forlader reden. Fra tvivlen og angsten til det fandenivoldske, euforiske og det lykkelige. Indimellem er vi nødt til at grine af det.
⭐⭐⭐⭐⭐
“Et hudløst ærligt portræt af moderskab. Latterfremkaldende, skræmmende og afvæbnende.”
Jyllands-Posten
“En sjælden scenisk kraftudladning om stoltheden, ensomheden, lykken og afmagten ved at sætte et menneske i verden.”
Weekendavisen
Medvirkende Maja Juhlin, Kirstine Hedrup, Stina
Mølgaard, Martine Madsen
Dramatiker Caroline Cecilie Malling
Instruktør Petrea Søe
Scenograf Lisbeth Burian
Komponist/musiker Martine Madsen
Lyddesigner Anton Bast
Lysdesigner Henrik Sloth